Slik og søde sukker-sager er nemme ting at blive afhængig af. Sukker er nemlig stærkt stimulerende for hjernen. Det er ikke i sig selv dårligt at have en sød tand. Sukker er nemlig også en vigtig del af kosten. Man skal blot ikke have dækket sit primære behov for sukker ved kun at spise slik og søde sager.
Hvordan slipper man af med sukkertrangen?
Det er med sukker, som med så mange andre af livets fristelser. Jo mere man får af det, jo mere vil kroppen gerne have.
Derfor er første skridt, hvis du virkelig gerne vil skære ned på dit slikforbrug, at fjerne de umiddelbare fristelser. Det er med at få tømt ud i gemmerne. Slik, kager, sodavand og andre søde sager skal simpelthen ud af huset. Gør det besværligt for dig selv at få fat i slik.
Hvis du tit køber slik i kantinen på arbejdet eller på skolen, så sørg for ikke at have småpenge på dig. Alt i alt handler det om at gøre det besværligt at komme i nærheden af slik og søde sager.
Brug substitutter for slik
Sørg for at have alternativer til slik. Gulerødder, nogle stykker agurk, en skive rugbrød, nødder eller mandler og andre sunde alternativer kan være gode at have, når trangen til at fylde noget i munden melder sig. Noget så simplet som en flaske vand kan også hjælpe - og så er det ovenikøbet godt for både humøret og huden, at sørge for at få væske i løbet af dagen.
Aftager sukkertrangen med tiden?
Hvis du kan holde dig uden slik og rent sukker i 14 dage til 3 uger, så vil du mærke at en del af sukkertrangen vil fortage sig.
En anden ting, som er vigtig, hvis man vil modstå sin lidt for søde tand, er at spise regelmæssigt. Sørg for at få en god morgenmad med de såkaldte 'lange' kulhydrater. Det vil sige havregryn eller grov-müsli til morgenmaden.
Spis også små sunde mellemmåltider. Særligt om eftermiddagen kan det være vigtigt at have lidt grønt eller frugt til at holde sulten på afstand. Vigtigst af alt, lad være med at springe de rigtige måltider over. Sukkertrangen kommer tit, når din krop i virkeligheden har behov for andre næringsstoffer.
Nogle gange handler det ikke bare om vilje, men også om at få sig de rigtige vaner. Så bliver viljen hjulpet lidt på vej.