Hjemmelavet kransekage - opskrift
En hjemmebagt kransekage er et festligt indslag til mange lejligheder.
Ingredienser til kransekagen
500 g marcipan
150 g melis eller rørsukker
1 pasteuriseret æggehvide
Glasur: flormelis udrørt med pasteuriseret æggehvide.
Sød eller mindre sød kransekage
Hvis du ønsker sødere kransekage kan du bruge 200 g sukker. Til nytår foretrækker vi den knap så sød. Ellers bliver champagnen tit for sur!!! :)
Bland kransekagemassen
Sukkeret udrøres i æggehviden og står ca. 1 time, så det meste opløses. Herefter æltes ægge-sukkerblandingen ned i marcipanen lidt efter lidt. Massen til kransekagen er klar til at blive formet.
Sådan formes kransekage
Massen udrulles til pølser på tykkelse med en tommelfinger (pegefinger på en mandehånd).Tryk forsigtigt (med små bank med håndroden) denne pølse lidt flad på den ene side.
Nu skæres pølsen ud i stykker. Start med 8 cm, dernæst 12 cm og forlæng hele tiden med 4 cm (8, 12, 16, 20...).
Stykkerne lukkes sammen til cirkler som anbringes på bagepapir på to (2) lag bageplade. De to plader hindrer at kransekageringene branker i bunden. Glat samlingerne og selve ringene med en vandfugtet finger. Er der lidt marcipanmasse tilovers laves en lille kugle som spidses lidt, til toppen af kransekagen.
Bages midt i forvarmet ovn ved 200 grader i ca 10 minutter til kransekagen er lysebrun på toppen.
Lad stykkerne stå på papiret til de er afkølet. Kransekagen bliver ekstra god hvis du nu sætter de afkølede ringe i fryseren natten over (eller til de skal bruges).
Der påføres glasur
Glasuren røres så konsistensen er ret tyk og fyldes i en pose eller et kræmmerhus. Klip et meget lille hul i spidsen og tegn zik-zak mønster på den største ring. Anbring den næste kransekage-ring ovenpå den og så fremdeles. Ringene klistres altså sammen med zik-zak-glasuren.
Øv dig eventuelt først på et stykke papir eller skaftet af en grydeske. Det er mange års øvelse der gør at konditorerne kan lave et smukt mønster, så slap af. Din kransekage er dit mesterstykke.
Pynt kagen med nytårspynt, bryllupspynt, babyfødselspynt eller hvad der nu passer til lejligheden.