Nye kartofler er noget af det bedste ved den danske sommer, men man skal tilberede dem rigtigt.
Kartoflerne er nemlig helt friske, modsat de kartofler, som vi spiser det meste af året.
Hvordan koger jeg nye kartofler?
De nye kartofler skylles grundigt og de løse dele af skrællen fjernes evt med en børste eller kartoffelhandske. Kartoflerne koges i 10 minutter i letsaltet vand. Hvis kartoflerne ikke er de helt små, lader man dem stå yderligere 5-10 minutter i det varme vand.
Nye kartofler spises med den tynde skræl på. Det giver god smag, og der er vitaminer og næringsstoffer i skrællen på de nye kartofler.
Kog altid for mange! De nye kartofler smager nemlig om muligt endnu bedre kolde på rugbrød. Drys med purløg, salt og peber.