Hvordan man... hvordan virker... hvordan kan...

Hvordan håndterer jeg rygetrangen, når jeg holder op med at ryge?


En hurdle alle efter rygestop skal håndtere er rygetrang. Særligt de første par dage efter rygestop kan rygetrangen være stærk. Håndtér rygetrang ved at distrahere dig selv og tænke på noget andet.

Det interessante ved rygetrang er at rygetrangen og abstinenserne varer forholdsvis kort tid. Tit kun få minutter.

 

Distrahér dig selv mod rygetrang 

Når man føler rygetrang og abstinenser efter rygestop hjælper det at foretage sig noget andet, så man ikke fokuserer på rygetrangen. Fordi rygetrangen ofte vil være kortvarig, kan man distrahere sig selv indtil 'suget' af rygetrang er overstået.

 

En simpel metode er at drikke et glas vand eller mælk. Man skal undgå kaffe eller øl i denne situation, da mange vil forbinde det med at ryge - og det dur ikke.

 

Hvis man vil styrke sit rygestop, kan det også betale sig at løbe en tur når man har rygetrang og abstinenser. Det kan nemlig ikke lade sig gøre at dyrke motion og ryge samtidigt. Derudover giver motionstræning et energimæssigt overskud, der kan hjælpe med at fastholde rygestoppet.

 

Praktisk arbejde med hænderne kan også være en fordel, vis man føler rygetrang og abstinenser. Det kan være at strikke, bygge noget, vedligeholde huset eller noget lignende. Det er svært at ryge, når hænderne er optaget.

 

Køkkenet kan også være en hjælp, når man føler rygetrang. Hav gulerødder i huset, og skræl en og spis den hver gang du føler rygetrang. Tidsforbruget på skrælning og tilfredsstillelsen ved at spise vil ofte være nok til at den umiddelbare rygetrang fortager sig.

 

Hold dig beskæftiget i omgivelser, der ikke fordrer rygetrang 

En effektiv metode til at fastholde et rygestop kan også være, at opsøge steder hvor rygning er forbudt. Det er blevet nemmere nu hvor rygning er blevet forbudt mange af de steder, hvor folk ofte røg. Det kan være en fordel at være sammen med venner og bekendte som ikke ryger - gå på restuarant eller tag på café, hvor der ikke må ryges. Eller tag på besøg i hjem hvor der ikke må ryges.

 

Undgå situationer hvor du vanemæssigt har røget 

Eksempelvis efter maden. I stedet for at sidde og slappe af når du har spist, så gå direkte til opvasken. Det lyder måske kedeligt, men det hjælper dig til at springe rygetrangen og abstinenserne over - og så er det faktisk meget rart at få opvasken overstået. Det kan give en følelse af tilfredshed og giver plads til nye aktiviteter.

 

Gør det besværligt at ryge 

Hvis der af den ene eller anden grund stadig er tobak i dit hjem (hvad du bør undgå), så sørg for at tobakken i det mindste er svært at komme til. Det skal kræve at du rejser dig for at finde cigaretterne eller piben, og at du skal finde tændstikker et andet sted i huset. Lad grundlæggende være med at købe lightere. Det skal være så besværligt som muligt at tilfredsstille rygetrangen og abstinenserne, når man er på tobaksafvænning. 

 

Opmuntr dig selv til at lade være med at ryge 

Mind dig selv om at du lugter bedre (både med din egen næse og med andres!), at din hud bliver pænere, og at du undgår følgesygdomme og får bedre kondition af ikke at ryge. Alt i alt er der kun fordele ved rygestop, og når man har bekæmpet rygetrangen i et ganske kort stykke tid bliver det nemmere og nemmere, at lade være med at ryge.

 

Husk på at du bliver gladere, sundere og får flere penge mellem hænderne når du har kvittet smøgerne. Vær stolt, hver gang du har overvundet din rygetrang.

- Hvordan.dk -