Der er grundlæggende tre måder at få fremkaldt sine digitale billeder. Foto-fremkaldelse på nettet, fremkaldelse hos fotohandleren eller at printe billederne selv.
Digitale billeder. Fremkaldelse af fotos på nettet
Hvis man bestiller fremkaldelse af sine digitale billeder over nettet, skal man først have billederne ud af kameraet. Billederne skal nemlig ned at ligge i computeren, på computerens harddisk.
For at få billederne ned på harddisken skal man tilslutte sit digitalkamera med et usb-kabel til sin computer. USB-kablet følger som regel med kameraet. Ellers kan man købe et hos fotohandleren, eller i en forretning med computerudstyr. Enten følger der software med dit kamera, som kan hente billederne ud af kameraet, eller også kan windows simpelthen klare den sag. Nogle kameraer dukker også op som en 'mappe' på computeren, og så kan man simpelthen gå ind på kameraet og kopiere billederne der skal fremkaldes over på harddisken.
Hvordan bestiller man fotografier online?
Der findes en række online virksomheder som fremkalder fotos på nettet. Basalt set fungerer alle billedfremkaldelses-services ens.
Man går ind på fremkaldelses-virksomhedens hjemmeside. Her vælger man så at 'uploade' (sende) de billeder som man vil fremkalde. Det er lidt forskelligt hvor smart brugerfladen er lavet på de hjemmesider, der tilbyder fremkaldelse af digitale billeder. Det er dog ens for dem alle, at man skal vælge de billeder på sin computer, som man vil sende til fremkaldelse.
Det kan godt tage lidt tid at sende billederne, men når man først har sat computeren i gang med at sende fotos til fremkaldelsen, så kan den stå og arbejde indtil den er færdig. Så kan man tage en kop kaffe imens den arbejder. Når den er færdig med at sende billederne til hjemmesiden, så får man mulighed for at bestille billeder. Her kan man som regel vælge hvor mange kopier man vil have af hvert billede, om overfladen skal være blank eller mat, hvilken størrelse billederne skal have, om der skal være hvide kanter på billederne eller ej. Kort sagt enhver mulig fremkaldelse af de billeder man gerne vil have som foto på papir.
Flere udbydere af billedfremkaldelse på nettet har endda mulighed for at man kan lave fotobøger, kalendere eller endda plakater ud af sine digitale fotos. Det er klart anbefalsesværdigt at få fremkaldt sine billeder over nettet. Her har man nemlig god tid til at beslutte sig for hvordan man gerne vil have fremkaldt sine digitale billeder, og man kan senere gå tilbage på hjemmesiden og bestille nye kopier af de digitale billeder man allerede har afsendt.
Når man er færdig med at sende sine billeder til fremkaldelse, så indskriver man sit navn. Nogle steder betaler man med det samme for fremkaldelsen med Dankort, andre steder sender de en regning på girokort når man modtager billederne med posten. For det er nemlig lige hvad der sker. Man får sine papirbilleder af de digitale fotos fremsendt som brev eller pakke. Ofte går det væsentligt hurtigere at få fremkaldt sine billeder online, end det gør hvis man afleverer sine billeder hos fotohandleren eller i supermarkedet.
Fotohandleren kan fremkalde dine digitale billeder
For at få de digitale fotos fremkaldt hos fotohandleren skal man enten lægge sine billeder over på sin computer og brænde dem på en cd, eller man skal tage sit hukommelseskort med de digitale billeder ud af sit kamera.
Derefter kan man tage cd'en eller hukommelseskortet med ned til fotohandleren, som kan sende de digitale billeder til fremkaldelse. Husk at du skal have flere hukommelseskort, hvis du vælger at aflvere hukommelseskortet (memory card) hos fotoforhandleren til fremkaldelse. Digitalkameraet skal nemlig bruge et hukommelseskort, ellers kan det ikke tage billeder.
Nogle fotoforretninger har også en maskine stående i butikken, som kan fremkalde billeder fra digitale medier med det samme. Det er i praksis bare en computer med en printer tilsluttet. Men i sådan en maskine kan man nemt hente billederne ud fra sit hukommelseskort, og få billederne fremkaldt og trykt på stedet. Man betaler så i butikken for de digitale billeder man har trykt på maskinen.
Fremkaldelse af digitale billeder derhjemme på printeren
Hvis man skal være helt pernitten, så fremkalder man ikke digitale billeder. De er nemlig klar til tryk lige så snart man har taget dem. Så de bliver faktisk rent teknisk ikke fremkaldt, men trykt direkte på papir.
Det sjove ved digitale billeder er til gengæld, at man derhjemme i sin computer nemt kan manipulere med billederne. I computeren kan man gøre mange af de ting ved de digitale billeder, som man i gamle dage brugte timer på i mørkekammeret - og mere til.
Med de allerfleste digitale kameraer følger et program, som kan bruges til at manipulere med billederne. Man kan forbedre lysforhold, ændrer kontrast og ændre på farvemætningen. Man kan endda lave sort-hvide fotos ud af sine digitale billeder. Mulighederne er mange. Man kan også vælge at lade billederne være som de er, direkte fra kameraet - hvilket som regel også er ganske udmærket.
Når man synes man er færdig med at forskønne sine digitale billeder, eller bare gerne vil have dem fremkaldt kan man faktisk gøre det på sin egen printer. Særligt typen inkjet-printer er velegnet til fremkaldelse af digitale billeder.
Til printeren kan man købe fotopapir. Enten i A4-størrelse eller i normalt fotopapir-størrelse. Printere fra Canon, HP og flere andre mærker kommer i særligt foto-venlige udgaver - såkaldte fotoprintere. De kan bruges som almindelige printere, men har som regel også en mindre bakke til fotopapir.
Når man så ser på sine billeder på computeren, kan man vælge at printe. I printerindstillingerne vælger man så fotos, og så finder computer og printer som regel ud af at printe på fotopapieret af sig selv. Hvis man ser billederne med Windows, har windows også en guide til tryk af digitale billeder på sin egen printer.
Fremkaldelse af billeder - Det er bare med at komme i gang
Der er muligheder for enhver smag, og til ethvert temperament.
Hvis man synes det er lidt avanceret at printe billederne selv, eller hvis man gerne vil have en professionel kvalitet, kan man vælge at få fremkaldt sine digitale fotos på nettet.
Hvis man synes det med at sende billeder til fremkaldelse på nettet er lidt svært, eller tager for lang tid. Så må man en tur til fotohandleren.
Under alle omstændigheder kan det nemt lade sig gøre, at få papirbilleder ud af sine digitale fotos.